Skip til primært indhold

Hospicefilosofien

Hospice Sydvestjylland yder individuel baseret lindrende behandling og pleje døgnet rundt til alvorligt syge og døende mennesker, samt støtte, vejledning, omsorg og sjælesorg til dem og deres nærmeste pårørende.

Hospicefilosofien omfatter

  • At skabe rammer, der giver de bedst mulige forudsætninger for livskvalitet, selvværd og en værdig død.
  • At yde en palliativ indsats som omsorg, pleje, smertelindring og sjælesorg for uhelbredeligt syge mennesker med en fremadskridende, dødelig sygdom, hvor kurativ behandling er opgivet.
  • At omsorg og pleje kan bidrage til at gøre menneskets sidste tid til en positiv del af livsforløbet, så den døende og dennes pårørende, oplever en helhedsorienteret indsats, præget af åbenhed, betingelsesløs accept og bekræftelse af den syges værdi som menneske.
  • At yde støtte, vejledning og sjælesorg til den døendes pårørende før og efter tabet.
  • At hele indsatsen tilrettelægges under hensyntagen til individuelle behov og ønsker, idet alle opgaver løses i et tæt samarbejde med den syge og dennes pårørende.

Det er denne tankegang, der står bag Hospice Sydvestjyllands vision og værdier.

Cicely Saunders, der betragtes som hospicebevægelsens grundlægger opsummerer hospicefilosofien i nedenstående citat:

"Du er værdifuld fordi du er dig, og du betyder noget indtil det sidste sekund i dit liv. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, ikke kun for at du skal dø i fred, men også så du kan leve indtil du dør."

Cicely Saunders

Grundlægger af den moderne hospicefilosofi var Cicely Saunders, født i 1918 i England. Hun forskede i lindring af symptomer, især med fokus på smertelindring, og i sit arbejde tog hun udgangspunkt i at se den døende og dennes familie som en enhed.

Efter at have indsamlet både viden og donerede midler blev det muligt for hende at starte det første hospice, St. Christophers Hospice i 1967. Udgangspunktet for arbejdet var hospicefilosofien, det vil sige de holdninger, der ligger til grund for indsatsen for den syge på hospice.

APPFWU02V