Køkkenet
I køkkenet er der fokus på gode sanseoplevelser i forbindelse med måltiderne.
Mad med masser af kærlighed
Et måltid er meget mere end mad. På Hospice Sydvestjylland er det også samvær, hygge og fælles oplevelser.
I køkkenet på Hospice Sydvestjylland vil vi gerne være med til at give patienterne nogle positive smags- og madoplevelser, som gerne må friste og være overskuelige. Vi arbejder hver dag med at tilpasse maden, så hver enkelt patient kan få glæde af et måltid, så længe det er et ønske, og så patienten bevarer madglæden længst muligt.
Køkkenet laver et miks af gammeldags og moderne mad. Hver dag er der flere retter at vælge imellem, både lette og flydende retter. Det er også muligt at ønske sig livretter. Måske kan det opfyldes straks eller måske kan det først blive dagene derefter.
Lækre anretninger og små portioner
Mange med alvorlig sygdom formår ikke at spise ret meget. Derfor lægger vi stor vægt på at tillave maden, så den er tilpasset den enkelte patients ønsker- og servere den i små og indbydende portionsskåle og glas.
Ved synkebesvær eller ændret smagssanser, er der også mulighed for at få blød kost, blendet eller flydende kost. Appetit hænger normalt sammen med sult, men fysiologiske behov for mad er oftest ikke mere så vigtige for patienterne på hospice. Maden skal derfor ikke længere alene tænkes som næring for kroppen, men også som en nydelse.
Servering
Alle måltider fra køkkenet kan serveres i hele huset og udenfor på terrassen. Som udgangspunkt serveres måltiderne på en bakke til patienter og pårørende. Men det er også muligt at spise sammen med andre patienter og de frivillige i køkkenet på 1.sal til middag samt i spisestuen om aftenen, i weekenden og helligdage. Har du brug for ”en hånd” til måltiderne er der altid en frivillig eller personale til stede.
Mad til pårørende
Pårørende kan mod betaling spise med ved alle måltider. Det er dog ikke muligt at tilbyde specialkost til pårørende, der spiser med.
Arrangementer
Køkkenpersonalet står også for en række arrangementer og festmåltider fx
- Julefrokost
- Sct. Hansaften
- Weekend frokost og brunch
- Frigivelse af juleøl
- Vafler om vinteren og isbod om sommeren
- Grill i sommerperioden
Kontrolrapport
Fødevarestyrelses seneste kontrolrapport kan ses på Fødevarestyrelsens hjemmeside